WTO

WTO (World Trade Organisation, Verdenshandelsorganisationen) (1995-), international organisation til fremme af frihandel.

Historie

I starten af 1930'erne opstod der økonomiske kriser og massearbejdsløshed i mange lande. Landene reagerede ved at beskytte den hjemlige industri. Importen af forskellige varer blev standset, toldsatserne blev hævet og i mange lande blev der givet statsstøtte til bestemte industrigrene.

Efter krigen blev de vestlige lande enige om, at protektionismen skulle høre fortiden til. Protektionismen havde forværret den økonomiske krise og bar ved til det bål, som førte til 2. Verdenskrig. Eftersom alle lande begrænsede importen, var der samlet set ikke nogen gavnlige virkninger på beskæftigelsen. Resultatet blev i stedet, at man hindrede rentable virksomheder i at eksportere og udvikle sig, mens man holdt liv i virksomheder, der ikke kunne klare sig på verdensmarkedet.

Derfor indgik en række lande i 1947 Den almindelige aftale om Told og Udenrigshandel (General Agreement on Tarifs and Trade), også kaldet GATT-aftalen. Aftalen handlede i første omgang kun om industrivarer, og formålet var at reducere toldsatserne og afskaffe kvantitative handelsrestriktioner (importforbud og kvoter).

Da GATT-aftalen blev indgået i 1947 omfattede den kun 23 lande. Siden er reguleringen af verdenshandlen blevet udbygget på tre måder: der er kommet flere lande med, reglerne gælder for flere typer af produkter, og reglerne er blevet meget mere detaljerede. Denne udvikling førte til, at man i 1995 oprettede WTO som en egentlig organisation for verdenshandel.

Faktisk blev man allerede i 1948 enige om at etablere en verdenshandelsorganisation. Organisationen blev kaldt ITO (International Trade Organization), og den skulle ikke kun tage sig af handelspolitik i snæver forstand. ITO skulle blandt andet også arbejde med beskæftigelsespolitik, konkurrencepolitik, internationale investeringer og internationale råvareaftaler.

Dette første forsøg på at skabe en organisation til at regulere verdensmarkedet led imidlertid skibbrud. USA's regering havde været en af de drivende kræfter bag etableringen af ITO, men det lykkedes ikke at overbevise den amerikanske kongres om, at det var en god idé.

Verden måtte vente næsten 50 år, før der igen blev gjort forsøg på at etablere en verdenshandelsorganisation, men i 1995 lykkedes det at få USA med på ideen, og WTO blev dannet. Endnu er WTO dog en mindre ambitiøs organisation, end der var lagt op til, at ITO skulle være. Men det er ved at ændre sig. Allerede i dag handler WTO om meget mere end handelsregler for industrivarer. Der forhandles om landbrugsstøtte, tjenesteydelser, patenter, og meget mere. Og i WTO's formålsparagraf står der i dag både noget om bæredygtig udvikling, miljø og udviklingen i verdens fattigste lande.

WTO bygger på ældgamle principper

WTO hviler på en række grundlæggende principper, som blev fastlagt allerede i forbindelse med indgåelsen af den første GATT-aftale i 1947. Den overordnede hensigt er at sikre ikke-diskrimination og gennemsigtighed i handelsforholdene.

Tre principper handler om ikke-diskrimination. Mest-begunstigelses-princippet sikrer, at der ikke diskrimineres mellem varer fra forskellige lande; princippet om national behandling sikrer, at der ikke diskrimineres mellem indenlandske og udenlandske producenter; og princippet om ens produkter ("like-products") sikrer, at der ikke diskrimineres imellem ens varer.

Mest-begunstigelses-princippet går ud på, at hvis et land giver et andet medlem af WTO en indrømmelse, for eksempel nedsættelse af en toldsats, så gælder indrømmelsen automatisk for alle de andre medlemslande. Navnet på dette princip lyder lidt ulogisk, idet princippet netop ikke tillader, at enkelte lande får særlige fordele fremfor andre. Alle lande skal have samme adgang som det "mest begunstigede" land.

Der gælder visse undtagelser fra mest-begunstigelses-princippet. Det er for eksempel tilladt at etabler